Svensker triumferer i Jeanette Ottesens finalekollaps

Skrevet af admin

08/08/2016

Dagens topnyheder

Et fremragende udlæg var ikke nok for den danske svømmer Jeanette Ottesen i OL-finalen i 100 meter butterfly.

Ottesen var ellers nummer to i finalen efter 60-70 meter, men på den afsluttende strækning gik hun i stå og blev overhalet af hele feltet, hvor svenskeren Sarah Sjöström var hurtigst og satte trumf på med en verdensrekord.

- Min gamle krop blev træt. Jeg prøvede at øge tempoet ved 75 meter, og der skete igen ikke noget, siger Jeanette Ottesen efter ottendepladsen.

- Det er den samme historie som i går. Når jeg prøver, sker der ikke noget. Det er bare min krop lige nu. Der er ikke så meget at sige til det. Det er sport, det er ikke bare et kontorarbejde. Der er en krop, der skal hænge sammen, siger hun.

Jeanette Ottesen havde sneget sig i finalen på et af de yderste mandater, da hun i semifinalen blot formåede at svømme i syvendebedste tid af de otte svømmere, der gik i finalen.

Hendes sluttid blev 57,17 sekunder, mens Sjöström sejrede i verdensrekordtiden 55,48 sekunder.

Den 28-årige dansker har svært ved at finde en forklaring på, hvorfor hun ved dette OL tilsyneladende lige mangler den sidste power.

- Jeg havde en sindssygt god opvarmning, var glad og afslappet. Så det må være noget kropsmæssigt.

- Jeg har lovet mig selv ikke at være skuffet. Det er sport. Uanset hvordan det går her, elsker min familie mig alligevel, siger hun.

28-årige Ottesen har flere VM-medaljer på både kort- og langbane, men en OL-medalje er det endnu ikke blevet til, og 100 meter butterfly-finalen var formentlig hendes sidste chance.

- Det tror jeg. Men hvis de andre har en meget dårlig dag i 100 meter fri, kan det da godt være, jeg har en mulighed mere, siger Jeanette Ottesen.

OL i Rio er hendes fjerde olympiske lege.

/ritzau/