Sverige er tæt på asylrekord fra Balkan-krig

Skrevet af admin

02/01/2015

Mest læste i dag

Ikke siden det tidligere Jugoslavien gik i opløsning i begyndelsen af 1990'erne, har Sverige modtaget så mange asylsøgere.

81.300 mennesker søgte sidste år asyl i Sverige, hvilket er det næsthøjeste antal siden Anden Verdenskrig. Alene 30.600 kom fra Syrien.

Det skriver Sydsvenskan på baggrund af en opgørelse fra Migrationsverket, der svarer til Udlændingestyrelsen i Danmark.

Dermed står det klart, at antallet af asylsøgere i Sverige er øget med 50 procent på blot et år. I 2013 var tallet 54.259, mens der i 2012 kom 43.887 asylsøgere til Sverige.

I 1992 søgte 84.018 flygtninge asyl i Sverige. 83 procent af dem var flygtet fra borgerkrigen på Balkan.

I dag kommer 47 procent af alle asylsøgere i Sverige fra Syrien. Derudover er der tre store grupper af asylsøgere:

21 procent kommer fra Afrikas Horn med Eritrea og Somalia som de klart dominerende lande, 7 procent søger til Sverige fra Balkan, fortrinsvis fra Albanien, Kosovo og Serbien, mens 4 procent kommer fra Afghanistan og Pakistan.

Umiddelbart før det svenske valg i september kom der 2399 asylsøgere i løbet af en uge, hvilket er det største antal på en uge nogensinde.

Migrationsverket har givet opholdstilladelse i 77 procent af de sager, der er afgjort i 2014. Det indebærer, at omkring 63.000 af asylsøgerne får lov til at blive i Sverige.

Det har dog stor betydning, hvorfra i verden man kommer. Ifølge Migrationsverkets statistik er det kun asylsøgere fra Eritrea og Syrien, der kan være 100 procent sikre på at få opholdstilladelse i Sverige.

74 procent af asylsøgerne fra Afghanistan får lov til at blive, mens tallene for Somalia, Irak og Etiopien er henholdsvis 70, 50 og 49 procent.

Derimod er muligheden for, at asylsøgere fra eksempelvis Kosovo, Bosnien, Serbien, Makedonien og Albanien får flygtningestatus i Sverige forsvindende lille.

Sverige er det land i Europa, som tager imod flest asylsøgere i forhold til indbyggertallet. I absolutte tal kommer der dog flere flygtninge til Tyskland.

/ritzau/