Sverige får et hold i CL for første gang i 14 år

For første gang i 14 år har Sverige et hold med i Champions Leagues gruppespil.

Det svenske mesterhold Malmö FF slog onsdag på hjemmebane Peter Ankersen og Red Bull Salzburg med 3-0. Det rakte til samlet avancement efter at gæsterne havde vundet 2-1 i Østrig.

Den tidligere Werder Bremen-angriber Markus Rosenberg blev den store helt for Aage Hareides mandskab. Rosenberg gjorde det til 1-0 efter 10 minutter på et straffespark, og angrebsstjernen lukkede også kampen med målet til 3-0 i slutfasen.

Indimellem scorede Magnus Eriksson lidt af et drømmemål, da han på et optimistisk forsøg gjorde det til 2-0 efter små 20 minutter. Eriksson sendte bolden i en blød over Salzburgs keeper, der var kommet lidt for langt ud af sit mål.

Mens Peter Ankersen, der kom på banen fra anden halvlegs start, nu skal over at spille Europa League, så var der en dansker, som havde grund til at juble - nemlig Malmös Robin Olsen.

Arsenal er ligesom Malmö FF klar til gruppespillet i Champions League efter en 1-0-sejr i London over Besiktas. Det første opgør i Tyrkiet var endt 0-0.

Sidste gang Sverige havde et hold med i gruppespillet i Europas største klubturnering var i 2000/01, da Helsingborg var med.

I Spanien slog Athletic Bilbao de italienske gæster fra Napoli med 3-1. Spanierne er videre med 4-2 samlet.

FC København tabte med 0-4 i Leverkusen og er ude med en samlet lussing på 2-7 mod det tyske storhold.

Duellen mellem bulgarske Ludogorets og Steaua Bukarest er gået ud i forlænget spilletid.

/ritzau/

Dagens Gossip