Sverige får mindretalsregering om en uge

Socialdemokraternas leder, Stefan Löfven, er sikker på at danne regering i Sverige med Miljöpartiet, siger han på et pressemøde om den nye mindretalsregering, som han vil præsentere om en uge.

Det er det svenske parlaments formand, Per Westerberg, der har bedt Löfven om at sondere mulighederne for at danne en ny regering.

Löfven havde frist til fredag klokken 12.

Ved samme lejlighed siger Löfven, at han forventer at kunne præsentere et budget, som skal godkendes af parlamentet til efteråret.

- Det er min faste overbevisning, at jeg kan præsentere en regering og senere præsentere budgettet, som kan gå gennem parlamentet, siger han ifølge nyhedsbureauet TT.

Han siger intet om, hvem der skal besætte ministerposterne, og han kan heller ikke sige, hvornår forslaget til finansloven er klar.

- Selvfølgelig er der ikke noget budget klar. Det er et stort arbejde, som ingen kunne magte på denne korte tid, siger han videre.

Sidste frist for et finanslovforslag fra den nye svenske regering er den 17. oktober.

Stefan Löfven sagde før sonderingerne, at der er behov for mere samarbejde i det svenske parlament, men at han ikke ser nogen mulighed for at gå i regering med Vänsterpartiet.

Socialdemokraterna gik ellers til valg på at danne regering sammen med Vänsterpartiet og Miljöpartiet, men vælgerne gav de tre partier blot 158 mandater tilsammen.

Der skal 175 mandater til for at få flertal i Riksdagen.

For at få flertal i Riksdagen er Löfven afhængig af støtte fra mindst et borgerligt parti.

Han har tidligere sagt, at han ikke ønsker at samarbejde med det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna, som fik knap 13 procent af stemmerne ved valget.

Den borgerlige alliance tabte valget efter at have stået i spidsen for Sverige de seneste otte år.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV