Sverige giver i alt 195 millioner til kampen mod ebola

Skrevet af admin

16/10/2014

Dagens topnyheder

Den svenske regering meddelte torsdag, at den giver yderligere 100 millioner svenske kroner til kampen mod ebola. I første række skal pengene bruges på svenske frivillige, som skal arbejde i de ramte lande.

Sverige har tidligere givet andre beløb, og med den nye sum har svenskerne i alt givet 240 millioner svenske kroner (195 millioner danske kroner) til bekæmpelse af ebolaepidemien.

- Det gør Sverige til den femtestørste bidragyder i verden, siger bistandsminister Isabella Lövin, der holdt en pressekonference om bistanden torsdag.

Norge har i alt bevilget 267 millioner kroner.

Lövin siger, at Sverige har planer om at gå ind med yderligere bevillinger.

Herhjemme har regeringen flere gange øget bidraget til ebola-indsatsen - senest med yderligere 40 millioner kroner.

Den amerikanske grundlægger af Facebook, Mark Elliot Zuckerberg, har sammen med sin hustru, Priscilla Chan, doneret 25 millioner dollar (146 millioner kroner) til kampen mod ebola.

Herhjemme har handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) sagt for nylig, at Verdensbanken vil give omkring to milliarder danske kroner til indsatsen mod sygdommen.

/ritzau/Reuters