Sverige har for første gang i 600 år fået ny helgen

Skrevet af admin

05/06/2016

Dagens topnyheder

Sverige fik søndag for første gang i over 600 år en ny helgen, da pave Frans gjorde birgittinernonnen Elisabeth Hesselblad til helgen i den katolske kirke.

Hesselblad levede fra 1870 til 1957 og hun genoplivede Birgittinerordenen efter Reformationen.

Ordenen blev grundlagt i 1370 af Den Hellige Birgitta. Vatikanet gjorde hende til helgen allerede i 1391. Da Elisabeth Hesselblad i begyndelsen af 1900-tallet ville genoplive ordenen blev det accepteret af paven.

Under en højtidelig ceremoni i Vatikanet med flere tusinde mennesker til stede helgenkårede paven søndag den svenske kvinde.

Slægtninge til Elisabeth Hesselblad var til stede sammen med blandt andre den svenske ærkebiskop og landets kulturminister, Alice Bah Kuhnke.

Som 17-årig emigrerede Hesselblad til USA, hvor hun arbejde som sygeplejer. 15 år senere konverterede hun til katolicismen. To år senere flyttet hun til Rom.

Under den tyske besættelse arbejdede hun for at skjule jøder for nazisterne.

Forudsætningen for en helgenkåring i Rom er, at en person knyttes til et mirakel.

Det skete angiveligt, da en to år gammel dreng med en hjernesvulst blev rask på uforklarlig vis, efter at priorinden i et birgittinerkloster gik forbøn for ham, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Pave Johannes Paul II indledte 1987 processen med at gøre Elisabeth Hesselblad til helgen. Elisabeth Hesselblad døde i 1957. Da var hun 87 år gammel. Hun sov ind i Birgittinerordenens kloster ved Piazza Farnese i Rom.

/ritzau/TT