Sverige har gjort klar til gående migranter fra Danmark

Skrevet af admin

07/09/2015

Dagens topnyheder

På gåben bevæger flygtninge og migranter sig gennem Danmark for at nå formentlig Sverige, hvor de håber på at blive taget varmt imod og at opnå asyl, hvis de når over sundet.

Der er oprettet op mod 400 nye beredskabspladser for at håndtere de mange mennesker, som søger mod Sverige, lyder det fra Frederik Bengtsson, som er pressechef i Migrationsverket, der er den svenske pendant til Danmarks integrationsministerium.

- Vi har oprettet 300-400 nye pladser, som vi oprettede i går. I de sidste to uger har vi haft 3000 asylansøgere per uge, og vi klarer os.

- Selvfølgelig kan de så få lov til at søge asyl, hvis de kommer til Sverige. Men vi gør det inden for de nationale og internationale reguleringer. Vi vil ikke tilsidesætte Dublin-forordningen, bare fordi de rejser gennem Danmark, siger han til Ritzau.

Ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er 400 flygtninge og migranter ankommet til Danmark det seneste døgn, men kun en andel vil søge asyl i Danmark, mens en endnu større gruppe er gået og formentlig er på vej mod Sverige.

Når de helst ikke vil registreres af politiet, skyldes det blandt andet den såkaldte Dublin-forordning. Den siger, at migranterne som hovedregel skal have behandlet deres eventuelle asylsag i det første EU-land, de kommer ind i.

Og nogle ønsker tilsyneladende asyl i Sverige, hvorfor de forsøger at undgå at blive registreret i Danmark. Hvorvidt de når til Sverige uden at blive registreret er dog endnu uvist.

- Det afhænger af de danske myndigheder. Hvis de gør det, der er forpligtiget til at gøre, vil de selvfølgelig blive registreret. Vi regner med, at de danske myndigheder gør, hvad de har forpligtet sig til at gøre.

- Det er vigtigt at gøre det klart, at vi selvfølgelig tager os af dem, som søger asyl her. Men at det skal leve op til konventionerne, og nogle gange peger de på Danmark som det ansvarlige land, mens andre peger på Sverige, siger Frederik Bengtsson.

/ritzau/