Sverige indfører id-kontrol på tog, busser og færger

Skrevet af admin

09/12/2015

Dagens topnyheder

Hvis det står til den svenske regering skal du vise id, hvis du rejser ind i Sverige med bus, tog eller færge.

Det meddeler den svenske justits- og migrationsminister Morgan Johansson (S) på et pressemøde onsdag, skriver flere svenske medier.

Den svenske regering vil indtil videre ikke lukke Øresundsbroen, men foreslår id-kontrol på busser, tog og færger, som skal træde i kraft fra 21. december i år og senest 4. januar næste år.

– Vi har besluttet at foreslå Riksdagen (det svenske parlament red.) at give regeringen mulighed for at indføre id-kontrol på busser, tog og færger, siger Morgan Johansson under pressekonferencen.

- Det kommende forår skal ikke være som dette efterår. Vi skal nedbringe antallet af asylansøgere. Id-kontrol er en måde at opnå det, siger han.

De forskellige transportfirmaer skal have mulighed for at forberede sig på den ekstra kontrol, og derfor har de frem til 4. januar i det nye år.

– Det kommer til at blive besværligere, og det kommer til at tage længere tid at tage mellem Danmark og Sverige, siger ministeren til Expressen, som også oplyser, at den danske regering er informeret.

- De forstår, at det vil føre til problemer på den danske side.

Og ifølge transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V) er danskerne i kontakt med svenskerne, skriver TV2 Bornholm.

Det fremgår af et folketingssvar til folketingsmedlem Lea Wermelin (S), som 4. december har spurgt ind til, hvordan grænsekontrol og yderlige tiltag vil påvirke trafikken til og fra Bornholm. Hertil svarer ministeren blandt andet:

- Transport- og Bygningsministeriet er i dialog med relevante svenske parter for at kunne være klar til at håndtere et eventuelt svensk krav om gennemførelse af forudgående id-kontrol af togpassagerer inden indrejse i Sverige.

- Indføres der et sådant svensk krav, vil det påvirke både togpassagerer, der skal mod Ystad og videre til Bornholm, såvel som andre togpassagerer, står der i svaret.

Den svenske regering blev tirsdag tvunget til at trække forslaget om at lukke Øresundsbroen tilbage efter skarp kritik fra flere sider.

/ritzau/TT/