Sverige indfører midlertidig grænsekontrol i ti dage

Skrevet af admin

11/11/2015

Dagens topnyheder

Ifølge Sveriges indenrigsminister, Anders Ygeman, vil den svenske regering indføre midlertidig grænsekontrol fra torsdag klokken 12.

Beslutningen blev præsenteret på et pressemøde klokken 20 onsdag aften.

Anders Ygeman præsenterede det sammen med Migrationsverket, der svarer til Udlændingestyrelsen i Danmark.

Den midlertidige grænsekontrol kommer til at gælde Øresundsbroen og færgetrafikken fra Danmark og Tyskland.

Det svenske politis pressetjeneste oplyser, at den midlertidige grænsekontrol vil træde i kraft torsdag klokken 12.

En regeringskilde siger til Aftonbladet, at beslutningen kommer efter en anmodning fra Migrationverket.

Den politiske kommentator Ewa Stenberg har onsdag overfor Ritzau givet udtryk for, at beslutningen måtte komme før eller siden, efter at oppositionens største parti, Moderaterna, kom med ønsket.

- Prisen for at overtræde EU-reglerne er for høj, så jeg tror ikke, at Moderaternes forslag bliver gennemført i fuldt omfang, men jeg tror, at regeringen og oppositionen er parat til at træffe beslutninger om midlertidig grænsekontrol, sagde hun.

Ifølge Moderaternas forslag skal flygtninge og migranter, der kommer fra andre EU-lande, sendes tilbage til dette EU-land for at blive registreret.

Tidligere på dagen sagde Sveriges statsminister, Stefan Löfven, at han ikke var afvisende overfor ideen.

- Vi har jo ikke udelukket grænsekontrol, og vi følger situationen meget nøje dag for dag, time for time. Vi lytter naturligvis til myndighederne, så det er ikke noget, der er blevet udelukket på nogen måde, sagde han ifølge nyhedsbureauet TT.

/ritzau/