Sverige kritiseres for huller i behandling af flygtningebørn

Skrevet af admin

09/06/2016

Dagens topnyheder

Sverige bliver i en ny rapport fra Human Rights Watch, HRW, kritiseret for ikke at gøre nok for de mange tusind uledsagede børn, der som flygtninge er kommet til landet.

Det skriver menneskerettighedsorganisationen i en pressemeddelelse.

HRW er ikke sen til at rose Sverige for at være et af de lande i verden, der gør mest for at hjælpe børn på flugt.

Men der er plads til forbedringer alligevel.

- Sverige har været førende i verden ved at yde asyl til uledsagede børn og har taget skridt i den rigtige retning som svar på en stigning i antallet af ankomster.

- Men huller i systemet forstærker lidelser og angst hos de børn, der kommer til Sverige alene og allerede har været igennem mere, end noget som helst barn burde, siger rapportforfatter Rebecca Riddell fra Human Rights Watch.

Sidste år søgte flere end 35.000 uledsagede børn asyl i Sverige. Det er en femdobling fra 2014, hvor 7000 uledsagede børn søgte asyl.

Sverige har garanteret mindreårige asylansøgere lige adgang til sundhedsydelser og uddannelser, og langt de fleste flygtningebørn bliver indlogeret i særlige hjem, hvor der bliver taget hensyn til deres særlige skrøbelige situation.

Ifølge Human Rights Watch oplever en del børn dog at skulle vente for længe på fysisk og psykisk lægehjælp for at få behandlinger af ar på krop og sjæl.

Flere af de børn, som organisationen har interviewet, har ventet i månedsvis på at tale med en socialrådgiver eller komme til en helbredsundersøgelse. Andre nævner også, at de er blevet flyttet adskillige gange til nye hjem.

Human Rights Watch bygger sine konklusioner på interview med 50 uledsagede flygtningebørn i syv forskellige svenske kommuner foruden en række andre aktører på flygtninge- og integrationsområdet i Sverige.

/ritzau/