Sverige må ikke glemme danskermassakren i Rønneby

I Sverige er det nærmest glemt, at den svenske hær for nøjagtig 450 år siden brændte en dansk by ned og myrdede alle beboere.

Det er blodbadet i Rønneby den 4. september 1564. Dengang en dansk by i Blekinge, som den svenske kong Erik den 14. havde set sig ond på.

Hans hær var trængt ind Blekinge, hvor den lokale befolkning satte sig til modværge. Tilsyneladende for at hævne sig, sendte kong Erik sine soldater ind i den svagt beskyttede Rønneby for at myrde hele befolkningen - mænd, kvinder og børn.

Hundreder, måske op mod 2000 danskere blev ofre.

I forbindelse med 450-års dagen har Blekinge Museum åbnet en udstilling om massakren, og der sluttes af torsdag aften med en mindehøjtidelighed i Hellig Kors kirken i byen, som svenskerne i dag kalder Rönneby.

Museumschef Marcus Sandekjer beskriver hændelserne for 450 år siden som etnisk udrensning, for den svenske konges hensigt var at udrydde alle danskere og erstatte dem med svenskere.

Det er begivenheder, som næsten er glemt i svensk historieskrivning, og Sandekjer ser det som et udtryk for, at det er vinderen, der skriver historien.

- Jeg kan bare fremsætte spekulationer om, hvorfor det her ikke har haft en større spredning i eksempelvis historiebøgerne. Men det er ikke en hændelse, som passer i historieopbygningen af Sverige, mener Sandekjer.

- Det var ikke nogen stor militær sejr, men derimod indrykning i en by, hvor man slog en masse folk ihjel. Siden spiller det nok også en rolle, at området fra da blev forvandlet fra dansk til svensk, siger han.

Det skete under den nordiske syvårskrig, hvor Danmark og Norge støttet af allierede omkring Østersøen var i krig mod Sverige.

Den svenske hær, som trængte ind i Rønneby, var talmæssigt mange gange større end den lille danske forsvarsstyrke.

Da byen nægtede at kapitulere, rykkede svenskerne ind og myrdede, plyndrede og voldtog. Hele byen blev brændt ned.

Selv om de historiske kilder hæfter sig ved forskellige detaljer, så lader det store billede sig ikke skjule - det var et orgie i vold, en massakre, siger Sandekjer.

Han mener, det er vigtig et huske for Sverige, som i dag tager imod mange tusinde, der er flygtet fra vold, krig og massakrer i verden. Vi bør minde os selv om, at noget sådant også er hændt i Sverige.

- Det må ikke forsvinde ud af vores kollektive bevidsthed, siger han.

Knap 100 år senere, da danskerne og svenskerne på ny var i krig, mistede Danmark de tre provinser Halland, Blekinge og Skåne. Det var i 1658, hvor Danmark kapitulerede i Roskilde.

/ritzau/TT

Dagens Gossip