Sverige og Finland retter ind efter EU om børnepenge

Skrevet af admin

26/02/2014

Dagens topnyheder

Sverige og Finland administrerer ikke i modstrid med EU-retten med hensyn til udbetaling af børne- og ungeydelser.

Det slår Skatteministeriet fast i en meddelelse.

Skatteministeriet har undersøgt forholdene i Sverige og Finland, hvor man ligesom Danmark, har national lovgivning, hvor man stiller krav om, at børn skal opholder sig i udbetalingslandet, hvis der skal indkasseres børnepenge.

Men kravet håndhæves ikke, slår Skatteministeriet fast.

- Ligesom tilfældet er i Danmark. Sverige og Finland er således forpligtet og administrerer i praksis i overensstemmelse af EU-retten, skriver Skatteministeriet.

Tirsdag fremgik det ellers af flere medier, at Sverige, Finland, Rumænien og Frankrig kun udbetalte børnepenge til EU-borgere, hvis deres børn var bosat i det respektive land.

Dermed fulgte landene den nationale lovgivning og ikke EU's forordning, men det er altså ifølge Skatteministeriet ikke korrekt.

Tirsdag fastslog statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at regeringen fortsat sender børnecheck til udlændinge udenfor Danmark. Det skal Danmark og de andre EU-lande efter EU's forordning, som gælder direkte foran dansk lov, forklarede hun i Folketingets spørgetime.

I 2010 vedtog VK-regeringen og Dansk Folkeparti et optjeningsprincip, så udlændinge først får børnecheck, når de har arbejdet to af de seneste ti år i Danmark.

I sommer rettede EU-Kommissionen imidlertid henvendelse til Danmark med besked om, at optjeningsprincippet var i modstrid med EU-retten. Siden da har regeringen ikke håndhævet optjeningsprincippet.

Frankrig og Rumænien har ligeledes regler på området i den nationale lovgivning, men det er ikke skriftligt bekræftet, om de følger EU's forordning.

/ritzau/