Sverige og Norge kan vinde Eurovision-finalen

Skrevet af admin

22/05/2015

Dagens topnyheder

Den danske gruppe Anti Social Media og sangen "The Way You Are" fik sparket af de europæiske tv-seere tirsdag aften, men vores nordiske naboer fra Sverige og Norge er stadig med kampen om trofæet og sejren, når finalen i Eurovision afholdes lørdag aften.

Svenske Måns Zelmerlöv og sangen "Heroes" strøg ganske som forventet videre fra den anden semifinale, der blev afholdt i Wiener Stadthalle i den østrigske hovedstad torsdag aften.

Den svenske sanger har ligget højt hos bookmakere og er en favorit til sejren. Hvis det lykkes, er det sjette gang, Sverige sejrer i det europæiske melodi grand prix.

Det lykkedes også for den norske duo Mørland & Debrah Scarlett at kvalificere sig med nummeret "A Monster Like Me".

Ved semifinalen torsdag aften kvalificerede 10 lande sig til den store finale, hvor 27 lande skal konkurrere. Mens der også gik 10 lande videre fra den første semifinale, er syv lande direkte kvalificerede til det store brag.

Det gælder Tyskland, Spanien, Frankrig, Italien og Storbritannien, mens Østrig, der er værtsland fordi Conchita Wurst vandt sidste år, også er sikret en plads på scenen lørdag aften.

Som noget helt specielt i år og i anledningen af Eurovisions 60 års jubilæum, er Australien inviteret til at deltage i finalen, og det gør de med sangeren Guy Sebastian og nummeret "Tonight Again".

De 10 lande, der klarede skærene torsdag aften, er Litauen, Polen, Slovenien, Sverige, Norge, Montenegro, Cypern, Aserbajdsjan, Letland og Israel.

Ud over Sverige er Rusland, Italien og Australien blandt de lande, bookmakerne tror på kan sejre.

Finalen i Eurovision sendes på DR1 klokken 21.00 lørdag aften.

/ritzau/