Sverige og Zlatan knuser Wales i EM-generalprøve

Skrevet af admin

05/06/2016

Dagens topnyheder

Sverige er i bedre form til EM-slutrunden i fodbold end Wales. Det er konklusionen, efter at svenskerne søndag vandt med hele 3-0 over waliserne i Stockholm.

Det var samtidig et møde mellem de to stjernespillere Zlatan Ibrahimovic og Gareth Bale, men de to profiler nåede aldrig at spille direkte over for hinanden på selve fodboldbanen.

Ibrahimovic blev skiftet ud ved stillingen 2-0 efter 61 minutter, og tre minutter senere kom Bale på banen som indskifter hos Wales.

Inden han forlod banen, nåede Ibrahimovic at agere assistmager ved Sveriges 1-0-mål, som blev sat ind af en velspillende Emil Forsberg efter 40 minutter.

Mikael Lustig scorede målet til 2-0 efter 57 minutter, inden angriberen John Guidetti cementerede sejren få minutter før tid.

Sverige havde tre spillere fra FC København i aktion. Stopperen Erik Johansson spillede hele kampen i midterforsvaret, mens målmand Robin Olsen i pausen kom ind i stedet for Andreas Isaksson, som blev skiftet ud med det, der lignede en rygskade.

FCK-backen Ludwig Augustinsson kom også ind fra anden halvlegs start.

Sverige er ved EM i gruppe med Irland, Italien og Belgien i EM. Zlatan Ibrahimovic og co. spiller sin første kamp 13. juni mod Irland.

/ritzau/