Sverige overhaler Danmark med afdragsfrie lån

Brugen af boliglån uden afdrag er betydeligt større i Sverige end herhjemme. Det peger en ny undersøgelse fra det svenske finanstilsyn Finansinspektionen på.

Blandt svenske boligejere, der har en belåningsgrad under 75 pct. af boligens pris, er det hele 60 pct., der havde afdragsfrie lån sidste år. Det er mindre end i 2011, hvor andelen var oppe på 70 procent. Det er betydeligt flere end herhjemme, hvor 56 pct. af de danske boligejere har lån uden afdrag hos realkreditten. Men en pæn del af de danske boligejere har banklån, som de betaler af på, og de har dermed ikke fuldstændig afdragsfrihed. Dette peger på, at afdragsfrihed – forstået som afdragsfrihed på hele boligfinansieringen – formentlig er mindre udbredt i Danmark end i Sverige.

Direktør Karsten Beltoft fra Realkreditforeningen kalder det da også for »meget vanskeligt« at sammenligne udbredelsen af lån uden afdrag herhjemme direkte med andre lande.Afdragsfrihed og banklån

I Danmark kan boligejere således få realkreditlån op til 80 pct. af værdien, og må herefter supplere med banklån eller anden finansiering. Afdragsfrihed er et særsyn for boliglån i bankerne, hvis det overhovedet forekommer. Afdragsfrihed er derimod udbredt for realkreditlån, men en del af de kunder, der har afdragsfrihed på deres realkreditlån har samtidig banklån, som de afdrager på.

I Sverige er det derimod den samlede afdragsfrihed, der måles og altså ikke kun afdragsfrihed på en del af gælden.

»Herhjemme er andelen af boligejere, der reelt og samlet set har afdragsfrihed, mindre end de 56 pct., der har afdragsfrie lån hos realkreditdelen,« siger Karsten Beltoft.Afdragsfrihed med fornuft

I Sverige diskuteres det også ivrigt for tiden, om adgangen til de afdragsfrie lån skal begrænses. Blandt andet fordi de svenske boligpriser er steget meget kraftigt de senere år, og mange frygter et kollaps, der blev set herhjemme efter 2007.

I Sverige kan kun meget få boligejere med belåningsgrad over 75 pct. dog få lån uden afdrag. Det skyldes især, at den svenske bankforening i 2010 henstillede til bankerne, at der ikke bør gives lån uden afdrag, når belåningsgraden overstiger 75 pct. Dette svarer nogenlunde til situationen i Danmark, hvor man i praksis kun kan opnå fuld afdragsfrihed, hvis belåningsgraden er under 80 pct. Er gælden større, skal der afdrages på banklånet.

De svenske tal viser dog en meget stor forskel på afdragsfriheden over og under 75 pct. belåningsværdi. Er gælden stor, afdrager man. Er den allerede bragt ned, bliver afdragsfrihed acceptabelt.

»De svenske tal peger på, at man i Sverige har samme tilgang som i Danmark. En nybagt boligejer med en samlet belåningsgrad på eksempelvis 90 pct. må afdrage, men en pensionist med 20 pct. i belåningsgrad fint kan lade være med at afdrage,« siger Karsten Beltoft.

Han tilføjer, at også realkreditten har en interesse i, at afdragsfriheden bruges fornuftigt, så de ikke får tab. Boligejerne bliver da også lokket til en fornuftig adfærd via rådgivning, og fordi bidragssatserne er blevet differentieret, så farlige lån er blevet dyrere, og man nu belønnes for at nedbringe gæld, fremhæver Karsten Beltoft.

Dagens Gossip