Sverige scorer i snit to mål per kamp i Stockholm

Skrevet af admin

14/11/2015

Dagens topnyheder

Det svenske landshold har det med at spille nogle særdeles målrige kampe på Friends Arena i Stockholm.

Før lørdagens EM-playoffkamp mod Danmark har svenskerne spillet 16 kampe og scoret 33 mål på holdets hjemmebane, der blev taget i brug for nøjagtig tre år siden, da Sverige slog England med 4-2 i en venskabskamp.

Superstjernen Zlatan Ibrahimovic scorede alle fire svenske mål - det ene på et saksespark 30 meter fra målet, efter at Englands keeper Joe Hart var gået ud af sit mål for at bokse bolden væk.

Det er sammenlagt blevet til ni sejre, to uafgjorte kampe og fem nederlag for svenskerne på Friends Arena.

Modstanderne har i 16 kampe på Friends Arena scoret 25 gange, hvilket svarer til godt 1,5 mål per kamp.

Til sammenligning bliver der scoret markant færre mål, når Danmark spiller på hjemmebane i Parken.

I samme periode har Morten Olsens landshold spillet ti kampe i København - med fire sejre, tre uafgjorte kampe og tre nederlag til følge. Målscoren lyder på 15-11 i dansk favør - blandt andet indeholdende en 6-0-sejr over Malta.

En gang tidligere har Sverige spillet en vigtig playoffkamp på Friends Arena. Det var i 2013, da svenskerne tabte 2-3 til Portugal i en duel om en plads ved VM i Brasilien den følgende sommer.

I den kamp var Zlatan Ibrahimovic en sand enmandshær, men trods to scoringer vandt portugiserne og tog VM-billetten på tre mål af Cristiano Ronaldo.

Ud over Portugal har Argentina, Tyskland, Belgien og senest Østrig vundet på Sveriges hjemmebane.

Friends Arena er Skandinaviens største stadion med plads til 50.000 tilskuere.

Lørdagens naboopgør mod Danmark fløjtes i gang klokken 20.45. På tirsdag er der returopgør i København. Den samlede vinder går videre til EM i Frankrig til sommer.

/ritzau/