Sverige tager tre superligaspillere med til U21-EM

Skrevet af admin

03/06/2015

Mest læste i dag

Når det svenske U21-landshold senere på måneden drager til Tjekkiet for - ligesom Danmark - at jagte succes ved EM-slutrunden, er der flere genkendelige navne for danske fodboldfans i de blå-gules trup.

Håkan Ericson, den svenske U21-landstræner, har således fundet plads til både angriberen Mikael Ishak (Randers FC), forsvarsspilleren Ludwig Augustinsson (FC København) og midtbanespilleren Kristoffer Olsson (FC Midtjylland) fra Alka Superligaen.

Sverige er ved slutrunden i gruppe med Portugal, England og Italien, hvorfor svenskerne på forhånd ikke spås de store chancer for at spille sig videre til semifinalen.

Skulle det alligevel lykkes, kan det blive til et nabomøde med Danmark, hvis Jess Thorups mandskab opfylder målsætningen om at spille sig i semifinalen fra den anden gruppe.

Allerede inden slutrunden støder Danmark og Sverige sammen i en testkamp i Lyngby 11. juni.

/ritzau/