Sverige vil have solarie-forbud for unge under 18 år

Skrevet af Jesper Larsen

02/03/2016

Dagens topnyheder

Hvis det står til den svenske regering, skal det fremover være ulovligt for unge under 18 år at gå i solarier, skriver Sveriges Radio. 

Baggrunden for forbuddet skal findes i, at hudkræft blandt unge er stigende i Sverige, og forbuddet skal være med til at vende den negtative kurve. 

- Når det gælder børn og unge, skal vi beskytte dem mod de sygdomme, vi kan, siger den svenske miljø- og klimaminister, Åsa Romson, til Sveriges Radio. 

Forbuddet har allerede opbakning i det svenske parlament, Riksdagen, og det vil medføre strenge straffe til ejere af solarier, der ikke overholder loven. 

Det vil som udgangspunkt blive en bøde, men det skal også kunne give fængsel i op til seks måneder. 

Selvom det vil være let for unge at omgå loven ved ubemandede solarier, så bliver der arbejdet på tekniske løsninger, så det ikke er muligt at komme ind i dem, hvis man ikke er 18 år. 

Hvis loven bliver vedtaget, vil den gælde fra juli måned 2018.