Sverige vil sende soldater til Mali

Sverige vil bidrage med op til 160 personer i FN's fredsbevarende operation i Mali.

Den svenske regering fremlagde torsdag forslag om et svensk bidrag til FN's Stabiliseringsstyrke i Mali. I forslaget lægges der op til, at Sverige skal bidrage med en enhed til flytransport, en flysikkerhedsstyrke og en national støtteenhed.

Ifølge regeringen venter Sverige reelt at sende omkring 70 personer til Mali, men det maksimale antal er sat til 160 personer.

Omkostningerne er opgjort til omkring 80 millioner svenske kroner i 2013 og 2014, hvilket svarer til knap 70 millioner danske kroner.

Den norske regering har endnu ikke bestemt sig, men det er fra svensk side også ventet, at Norge vil deltage.

Norge har endnu ikke truffet nogen beslutning.

- Spørgsmålet om Norges deltagelse er stadig til vurdering i regeringen, siger kommunikationsrådgiver Kjetil Elsebutangen i udenrigsministeriet i Oslo.

Sveriges forsvarsminister Karin Enström siger imidlertid, at det er ventet, at både Norge og Danmark vil deltage i FN-styrken.

Den svenske regering oplyser, at den har til hensigt at samordne sin indsats med de øvrige nordiske lande.

Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt, siger, at de svenske soldater, som bliver sendt til landet, vil være i felten, men ikke på patruljer.

- Afrikanske soldater står for patruljeringen. Men ingen operation er uden risiko, siger han.

Indtil videre er indsatsen begrænset til et år, men Bildt udelukker ikke en forlængelse og forudser et betydeligt engagement fra EU i mange år fremover for at få skabt stabilitet i regionen.

FN-styrken har fået sit mandat fra FN'S Sikkerhedsråd og skal bestå af op til 11.200 soldater og 1440 politifolk samt civilt personel.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) har tidligere tilkendegivet, at Danmark gerne vil deltage i en FN-mission i Mali med mandat til at beskytte civilbefolkningen.

- Det støtter Danmark fuldt ud. Og hvis FN anmoder om et dansk bidrag til operationen vil regeringen se positivt på de konkrete muligheder, da det vil være i naturlig forlængelse af den bredspektrede indsats, vi allerede leverer i Mali, sagde han for nylig.

/ritzau/TT

Dagens Gossip