Sverige vil undersøge Israel for drab på palæstinensere

Skrevet af admin

12/01/2016

Mest læste i dag

Den svenske regering ønsker en grundig og troværdig undersøgelse af, om Israel står bag drab på palæstinensere uden forudgående retssag - såkaldt "udenomretslige drab".

Den svenske udenrigsminister, Margot Wallström, kræver undersøgt, om sådanne drab har fundet sted under de seneste måneders uro mellem israelere og palæstinensere.

- Det er vigtigt, at der udføres grundige og troværdige undersøgelser af disse dødsfald, så der kan bringes klarhed over sagen og eventuelt placeres et ansvar, siger Margot Wallström.

Forholdet mellem Sverige og Israel er temmelig anstrengt, efter at Sverige i 2014 - kort efter Wallströms tiltræden - anerkendte Palæstina som selvstændig stat.

Wallström har med flere udtalelser efterfølgende udfordret det dårlige forhold yderligere.

21 israelere er dræbt siden oktober. I samme periode har israelske styrker dræbt 133 palæstinensere ifølge nyhedsbureauet AFP.

I et svar til partiet Liberalernas leder, Jan Björklund, i Riksdagen, henviser ministeren til en udtalelse fra FN's højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra’ad Zeid Al-Hussein.

Højkommissæren udtalte i oktober sin skepsis over for, hvorvidt israelernes modtræk til palæstinenseres vold har de rette proportioner.

Al-Hussein mistænker, at israelerne begår såkaldt "udenomsretlige drab" på palæstinensere.

/ritzau/TT