Sveriges EM-vej er svær efter afklapsning på hjemmebane

Skrevet af admin

09/09/2015

Dagens topnyheder

Det svenske fodboldlandshold må formentlig i gennem playoff-kampe for at kvalificere sig til EM i Frankrig næste sommer.

Sverige var ellers i en situation, hvor holdet med sejre i de sidste tre kampe kunne skaffe sig adgang via en af de to øverste pladser i kvalifikationsgruppe G, men efter nederlag hjemme på 1-4 til Østrig er Sverige nede på gruppens tredjeplads.

I stedet ligner Rusland en direkte deltager efter storsejren på 7-0 ude over Liechtenstein. Dermed har Rusland 14 point inden de sidste to spillerunder, mens Sverige har 12. Lander de på samme pointtal, er Rusland endda bedst indbyrdes.

Sverige skal også sørge for at holde Montenegro med 11 point bag sig. Ellers kan svenskerne dumpe ned på fjerdepladsen.

Med sejren over Sverige er Østrig oppe på 22 point og er dermed sikker på EM-deltagelse.

Østrig fik en glimrende start på tirsdagens kamp, da holdet fik tilkendt et straffespark efter otte minutter.

Kim Källström fældede Zlatko Junuzovic, og Bayern München-spilleren David Alaba udnyttede straffesparket i sikker stil ved at sparke dybt i bolden.

Sverige havde bolden mest, men havde svært ved at skabe chancer. Til gengæld var Østrig farlig gang på gang.

Syv minutter før pausen førte det til 2-0, da Martin Harnik dukkede op ved bageste stolpe efter et langt østrigsk indkast.

Grundet maveproblemer var der tæt op til kampstart tvivl om Zlatan Ibrahimovic' deltagelse, men han var en del af startopstillingen. Han havde dog svært ved at sætte sit præg på kampen.

Efter en time tilkæmpede han sig et frispark lidt uden for det østrigske straffesparksfelt, men hans forsøg fra cirka 20 meter endte symptomatisk i forsvarsmuren.

Sverige fik i den periode lagt et pres, og kort efter var Marcus Berg tæt på med et skud fra klos hold.

Men siden overtog Østrig igen i spillet, og 13 minutter før tid sled Marc Janko sig fri og slukkede det sidste svenske håb med målet til 3-0.

To minutter før tid mindede det om svensk opløsning, da Østrig efter et mønsterangreb øgede føringen til 4-0 ved Martin Harniks andet mål.

Først i overtiden kom svenskerne på tavlen efter en kølig scoring af Ibrahimovic. Men det kunne langt fra få svenskerne til at smile på en for dem forfærdelig fodboldaften.

Spaniens forsvarende europamestre er tæt på EM-kvalifikation efter sejr på 1-0 ude over Makedonien. Den kom i hus på et selvmål efter otte minutter.

Spanien har 21 point på førstepladsen i gruppe C før de sidste to spillerunder. Slovakiet og Ukraine spillede 0-0 og har henholdsvis 19 og 16 point på de næste pladser.

/ritzau/