Sveriges regering forsøger at forhandle sig til løsning

Skrevet af admin

03/12/2014

Mest læste i dag

Onsdag kan Sveriges regering med statsminister Stefan Löfven (S) i spidsen fejre to måneders regeringsjubilæum.

Men der bliver intet at fejre for Löfven og hans regering. I stedet er der stor risiko for, at den går af, og Löfven dermed bliver den statsminister, der har siddet kortest tid på posten siden 1930'erne.

Et krisemøde tirsdag aften med de fire partier i den borgerlige opposition løste ikke problemerne for Löfven, der må sande, at hans centrumvenstreregering ikke kan skaffe flertal for sin finanslov, efter at det højrenationale parti Sverigedemokraterna har afvist at stemme for finansloven i Riksdagen.

Sverigedemokraterna sidder efter valget 14. september på de afgørende stemmer i Riksdagen.

På et pressemøde tirsdag aften efter krisemødet siger Stefan Löfven, at han tager en beslutning om regeringens skæbne efter debatten i Riksdagen onsdag.

- Vi afgør efter debatten i morgen, hvordan vi skal agere. Det er os, der sidder for bordenden, og vi kan bestemme, om der skal udskrives valg, siger Stefan Löfven.

- Vi går måske efter at udskrive valg, når forfatningen tillader det. Vi kan også vælge at træde tilbage og forhandle på ny, siger Löfven med henvisning til den svenske forfatning, der tidligst tillader et eventuelt valg 29. december.

Selv om regeringen og de fire partier i den borgerlige alliance ikke kunne blive enige om en løsning tirsdag aften, er de dog enige om, at et samarbejde mellem regeringen og oppositionen skal minimere Sverigedemokraternas politiske magt.

- Vi mener, vi bør have den her type samarbejde for at undgå, at Sverigedemokraterna får indflydelse, siger Löfven.

Sverigedemokraterna har sagt, at det til hver en tid vil stemme mod det budgetforslag, en given regering fremsætter - uanset hvilken farve den har.

- Vi kan også se, at de fire borgerlige partier ikke har nogen plan for, hvordan det kan undgås, siger Löfven.

Den svenske regering kom til magten 3. oktober efter lange forhandlinger. Statsministeren har afvist, at regeringen vil blive siddende og samtidig føre oppositionens økonomiske politik.

Debatten i den svenske Riksdag begynder klokken 09.00 onsdag. Efter debatten vil Sveriges regering melde ud, hvad den agter at gøre.

Mindretalsregeringen består foruden Socialdemokraterna af Miljöpartiet De Gröna.

/ritzau/