Sveriges statsminister: Ubåd begik grove krænkelser

Skrevet af admin

14/11/2014

Mest læste i dag

Sverige har beviser for, at en fremmed ubåd begik "grove krænkelser" af Sveriges territorium i oktober. Det fastslår statsminister Stefan Löfven på en pressekonference i Stockholm sammen med sin forsvarsminister og landets forsvarschef.

Han siger, at krænkelserne vil få Sverige til at oprette et nyt nationalt sikkerhedsråd, mens regeringen samtidig vil foreslå en forhøjelse af forsvarsudgifterne.

- Vi vil forsvare vores territoriale integritet med alle forhåndenværende midler, understreger den socialdemokratiske statsminister, som samtidig advarer om, at en fremmed ubåd, der krænker Sveriges territorium, vil løbe en overordentligt stor risiko.

Löfven, der bebuder en skærpet overvågning fremover, vil selv lede det nye sikkerhedsråds arbejde, som også skal tage sig af internationale kriser som ebolaepidemien i Vestafrika.

Sveriges forsvarschef, Sverker Göransson, siger på pressemødet, at "den afgørende observation blev foretaget af forsvarets sensorer."

- Det er helt givet, at der var en ubåd, men det er ikke til at fastslå, hvilken nationalitet den havde, siger forsvarschefen, som er tilbageholdende med yderligere oplysninger om de afgørende observationer.

- Analysearbejdet fortsætter, siger han.

Göransson siger videre, at analyser af fotos, som blev taget af en privatperson, viser en ubåd, som stiger op til overfladen.

Forsvarschefen tilføjer, at han ikke kan sige med sikkerhed, om der var flere ubåde, som krænkede svensk territorialt farvand i sidste måned.

- Sammen med yderligere observationer og den bekræftede ubåd har vi indtryk af et mønster, siger Göransson.

Iagttagere siger, at de nye oplysninger fra Sverige er "internationalt politisk sprængstof."

/ritzau/