Svigt: Ombudsmandskritik er rettet mod Esbjerg Kommune

Skrevet af admin

10/07/2014

Dagens topnyheder

Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen er hård i sin kritik af den kommune, der lod 11 henvendelser om omsorgssvigt passere, inden den greb ind og fjernede to børn fra deres mor og anbragte dem på en døgninstitution.

I sin redegørelse har han dog anonymiseret den pågældende kommune, men nu står formanden for Børn & Familie i Esbjerg Kommune, Diana Mose Olsen (SF), frem og siger, at det er her, sagen hører hjemme.

Hun siger dog til JydskeVestkysten, at hun ikke forstår, hvordan socialminister Manu Sareen (R) kan ærgre sig over, at kommunerne ikke har lært af tidligere sager om udsatte børn, der bliver svigtet af det offentlige system.

LÆS OGSÅ: Kommune overhørte 11 advarsler om søskende: Niårig indlagt med promille på 2,57

- Det har vi rent faktisk, og vi har også handlet på det. I forhold til den specifikke sag, så er der handlet alt, alt for sent, det skal der ikke herske tvivl om. Der er heller ingen tvivl om, at man vil kunne finde andre sager fra den tid, siger hun til avisen.

Esbjerg Kommune var også omdrejningspunkt i en sag, hvor en mand misbrugte flere børn seksuelt, og hvor kommunen heller ikke reagerede hurtigt nok på de henvendelser, man fik.

Efter den sag gennemførte kommunen med hjælp fra Socialministeriets task force en oprydning i afdelingen, og det er på den baggrund, at udvalgsformanden mener, at man allerede har gjort et forsøg på at stoppe de uheldige sager.

/ritzau/