Svin er døde under gårdbrand på Bornholm

Skrevet af admin

09/02/2014

Dagens topnyheder

Et større antal svin er muligvis døde under en brand på en gård på Bornholm sent søndag eftermiddag.

To længer på gården ved Klemmensker er udbrændt, oplyser Bornholms Politi.

I den ene befandt sig en besætning på mellem 200 og 300 svin, og de første meldinger lød på, at godt og vel 50 var reddet ud.

Men søndag aften tør politiet ikke gætte på de præcise følger af branden, og der er heller ingen oplysninger om årsagen til ildens opståen.

Alarmen lød lidt før klokken 17, og ved 20-tiden var brandfolk fortsat i gang med slukningsarbejdet, oplyser politiet.

En dyrlæge blev sendt ud for at kunne aflive dyr, som var i en slem tilstand.

/ritzau/