Svindlere forfalsker domstols hjemmeside

Skrevet af admin

16/04/2016

Mest læste i dag

Domstolsstyrelsen advarer nu mod en hjemmeside, der tilbyder tjenester i forbindelse med Retten i Lyngbys notararbejde.

Blandt andet optræder navn og adresse på Retten i Lyngby på hjemmesiden, hvor Domstolsstyrelsens logo også er gengivet.

- Hjemmesiden har imidlertid ingen forbindelse til Danmarks Domstole endsige Retten i Lyngby og vil blive politianmeldt for misbrug af rettens navn, styrelsens logo m.v., skriver Domstolsstyrelsen på sin rigtige hjemmeside www.domstol.dk.

Den falske hjemmeside har adressen www.domstol-lyngby.com/escrowdk, men selv om svindlerne har lagt Domstolsstyrelsens logo ind, er sproget så ubehjælpsomt, at det bør få alarmklokkerne til at ringe hos de fleste.

- Hvis tre deltagere-trusten, køber og sælger-iværksætter, processerne skal være gennemsigtige, enkle og sikre, lyder det blandt andet på den falske hjemmeside.

På www.domstol.dk understreger Domstolsstyrelsen, at man bør holde sig væk fra den falske hjemmeside.

- Vi advarer imod, at man gør brug af de ydelser, der udbydes på hjemmesiden eller i øvrigt kontakter personerne bag hjemmesiden, overfører penge til dem eller lignende, da der er tale om en falsk og ulovlig side.

- Vi understreger, at hjemmesiden og dens udbud intet har at gøre med retten eller Danmarks Domstole, hedder det på den ægte hjemmeside.

/ritzau/