Svinekød fundet i halal-pølse

En potentiel ny kødskandale er begyndt i Sverige.

Her har svenske fødevaremyndigheder nemlig fundet ti procent svinekød i en salami med mærket "Halal", der er det muslimske slagteritual. I muslimsk tro er svinekød urent, og muslimer må ikke spise det.

Intet sted på salamiens indpakning stod der, at pølsen kunne indeholde svinekød. Salamien er produceret i Slovenien og solgt fra en virksomhed i Göteborg.

- Vi informerer nu EU om vores analyser og vil fremover overvåge den virksomhed som har solgt det fejlmærkede kød i Sverige, oplyser Louise Nyholm fra den svenske levnedsmiddelstyrelse i en pressemeddelelse.

Styrelsen undersøgte, under kontrollen i virksomheden, hvor kødet var købt, hvor meget der var købt, om virksomheden kunne fremvise dokumentation, og om den har lignende produkter til salg.

Louise Nyholm siger, at hun ikke er klar over, om virksomheden i Göteborg har importeret pølsen direkte fra Slovenien, eller om den er købt af et andet firma i Sverige.

Myndighederne i Slovenien vil også blive informeret om fundet, da de skal gribe ind over for producenten, oplyser Louise Nyholm.

- Det håber vi på at kunne gøre i dag, hvis vi får de endelige data fra Göteborg, siger hun.

Den europæiske fødevareskandale begyndte i sin tid med fundet af hestekød i frossen lasagne og andre færdigretter i Irland. Siden er der gjort lignende opdagelser i supermarkeder i adskillige europæiske lande.

Der har også været historier fremme om, at den internationale kødbranche har blandet kød fra æsler i retter, der ifølge varedeklarationen skulle bestå af oksekød.

/ritzau/TT

Dagens Gossip