Svømmeboss: Vi har en ren sport i Danmark

Dansk svømning er de seneste uger blevet ramt af to dopingsager. Alligevel mener direktør i Dansk Svømmeunion Pia Holmen, at sporten er ren, og at vi ikke ser flere sager i fremtiden.

- Nej, det tror jeg ikke. Jeg er fuldstændig af den overbevisning, at vi har en ren svømmesport i Danmark, så det tror jeg ikke.

- Jeg kan aldrig vide, om en anden kan være uheldig, men det tror jeg ikke, siger Pia Holmen.

Søndag kom det frem, at Mads Glæsner i fredags blev idømt en karantæne på tre måneder for at have taget det ulovlige dopingmiddel levmetamfetamin, som ifølge Glæsner er indtaget via en amerikansk Vicks-inhalator.

En uge tidligere var det en anden dansk svømmer, Frans Johannessen, som blev testet positiv for doping.

- Jeg mener, det er dybt uheldigt, at vi har to sager lige nu og her. Som jeg sagde før, så er jeg fuldstændig overbevist om, at svømning er en ren sport i Danmark, fastholder Pia Holmen.

At Mads Glæsner har indtaget stoffet levmetamfetamin skyldes en dum fejl og ikke et bevidst forsøg på at snyde, og det er ikke præstationsfremmende, forklarer svømmedirektøren.

- Nej, det er i den milde ende af skalaen. Det er på den del af dopinglisten, som bliver anset for ikke at være præstationsfremmende.

- Jeg kan kun sige, at der er blevet begået en fejl. Det er bare for dumt. Jeg kan ikke sige andet. De bliver informeret om, hvad de må tage og ikke må tage. Så det er bare for dumt, siger Pia Holmen.

Frans Johannessen har indtaget dopingstoffet terbutalin - ifølge forklaringen igennem en inhalator, som skulle hjælpe mod astma.

- Frans Johannessen-sagen er ikke afgjort. Vi ved ikke, hvad der sker i den. Frans er af DIF's dopingudvalg blevet bedt om at komme med en forklaring.

- Og vi har ikke hørt Frans' forklaring endnu. Så det kan vi ikke kommentere, da den er helt uafklaret, forklarer Pia Holmen.

Selvom det er svømmernes eget ansvar, hvad der indtages af både kosttilskud og medicin, udgør det et vigtigt og centralt emne, som løbende italesættes overfor svømmerne.

Dansk Svømmeunion råder svømmerne til generelt at være yderst påpasselige og forsigtige med indtagelse af alle former for medicin og kosttilskud, fortæller Pia Holmen.

Men de to aktuelle sager er helt uafhængige af hinanden, og der er ingen sammenhæng, understreger Pia Holmen.

- Det er to forskellige inhalatorer. Frans har benyttet en inhalator mod astma. Den anden bruges, når man er snottet. Den hedder en næsespray, og den kan købes i håndkøb på apoteket, siger hun.

/ritzau/

 

Dagens Gossip