Svømmelandstræner: Jeg er en smule skuffet

Skrevet af admin

12/12/2013

Dagens topnyheder

Danmark vandt en enkelt medalje på førstedagen af kortbane-EM i Herning.

Når den danske svømmelandstræner, briten Nick Juba, gør status, er han heller ikke helt tilfreds.

- Den første dag har været meget blandet. Jeg er en smule skuffet, men som vi havde sagt på forhånd, så er standarden hævet i år.

- Svømmerne har ikke helt reageret på publikum, som jeg havde håbet, men den afsluttende guldmedalje vender forhåbentlig tingene for os, siger Nick Juba.

Det var i torsdagens sidste løb, at Danmarks medalje kom, da det blev til guld og verdensrekord i kvindernes 4x50 meter fri.

Inden var det blevet til flere danske fjerde- og femtepladser. Blandt andet for Viktor Bromer i 200 meter medley.

- Jeg er lidt skuffet over Viktor Bromer, og det ved jeg, han også selv er. Han er en god fyr, der havde håbet på en medalje, siger landstræneren.

Han roser til gengæld Rikke Møller Pedersen, der satte dansk rekord i både semifinalen og finalen i 50 meter bryst. Det rakte dog kun til en femteplads i finalen.

Blandt de mindre prominente danske svømmenavne var landstræneren positivt overrasket over 19-årige Anton Ørskov Ipsen.

- Den bedste af de mindre kendte svømmere var Anton Ørskov Ipsen i 400 meter fri. Han svømmede på yderbanen, men han svømmer alligevel en god tid. Han viste noget af det hjerte, vi gerne vil se fra de danske mænd, siger landstræneren.

På forhånd var både Dansk Svømmeunion og Nick Jubas målsætning 11 danske medaljer. Selv om det kun er blevet til en enkelt, så mener Nick Juba, at svømmerne kan indfri målsætningen.

- Jeg tror stadigvæk på, at vi får 11 medaljer. Det er tidligt på mesterskabet, og det var lidt skuffende, men jeg håber, at vi er bedre i de kommende dage, og jeg tror, at den første medalje var et springbræt til mere.

- Vi får nok ikke meget mere end 10 eller 11 medaljer, men det er helt bestemt stadig en realistisk mulighed, siger Nick Juba.

Lotte Friis er en af dem, der skal bidrage til den danske medaljehøst, men hun har endnu ikke været i vandet i Jyske Bank Boxen.

/ritzau/