Svømmepiger hang efter hele vejen: Vi gjorde det godt

Skrevet af admin

07/08/2016

Mest læste i dag

Svømmekvartetten Pernille Blume, Mie Ø. Nielsen, Julie Kepp Jensen og Sarah Bro var aldrig for alvor tæt på en finaleplads i 4 x 100 meter fri ved OL i Rio.

Danskerne hang et godt stykke efter konkurrenterne hele vejen og sluttede på en samlet 12.-plads. Der var finalepladser til de otte bedste nationer.

Dermed er OL forbi for halvdelen af kvartetten. Pernille Blume og medaljehåbet Mie Ø. Nielsen kan se frem til lidt flere konkurrencer, mens legene er slut for de to OL-debutanter Julie Kepp Jensen og Sarah Bro.

- Det var en god holdindsats, og vi gjorde det godt som hold, siger Blume.

- Det er første OL for to af pigerne, og vi har aldrig prøvet at være til et VM sammen på langbane.

- Pigerne har gjort det godt og formået at holde hovedet koldt hele vejen. Jeg ved selv, at det kan være vildt overvældende, så jeg må sige, at jeg er positiv overrasket, siger hun.

OL-debutanten Sarah Bro er glad for sin lidt korte OL-oplevelse, men lidt ærgerlig over sit eget bidrag med en tid på 55,75 sekunder. Bro var dermed omkring et sekund langsommere end de tre andre.

- Det var en vildt fed oplevelse. Det var stort at være med til mit første OL.

- Personligt kunne jeg godt have tænkt mig at svømme en hurtigere tid, men det er fedt at være på et hold, der er så gode til at støtte op om hinanden. Jeg kunne ikke drømme om en bedre debut, siger Sarah Bro.

Rygspecialisten Mie Ø. Nielsen kunne bruge holdkappen som en slags forberedelse til søndagens 100 meter ryg. Klokken 18 skal hun svømme indledende, mens der formentlig venter en semifinale natten til mandag.

- Det var dejligt, skønt, godt og fantastisk - jeg kan ikke komme på flere ord, siger Mie Ø. Nielsen.

- Det var rart at komme igennem hele systemet og lære, hvordan foregår. Hvornår man skal komme til hallen, hvordan poolen føles og hele atmosfæren, siger hun.

Danskernes tid lød på på 3 minutter og 35,90 sekunder - mere end to sekunder fra en finaleplads.

/ritzau/