Svømmer død i Den Engelske Kanal

Den 34-årige revisor, der med sin svømmetur ville samle penge ind til den britiske diabetesforening og et børnehospice, indledte sin fatale tur på den britiske kyst klokken et natten til søndag. Hun nåede at svømme mere end 30 kilometer, inden hun blev syg et par kilometer ud for den franske kyst.

Franske redningsarbejdere blev klokken 17 kaldt ud til den rutinerede svømmers hjælpebåd, efter hendes team over radioen havde bedt om en hjertestarter. En helikopter fra den franske flåde fløj kvinden til hospitalet i Boulogne, men hendes liv stod ikke til at redde, og hun blev erklæret død klokken 19 søndag aften, skriver The Telegraph.

»Vi er ødelagte over Susans død. Hun var en vidunderlig person, der var fast besluttet på at svømme over kanalen for at hjælpe andre,« siger en af Susan Taylors venner, som ikke ønsker sit navn offentliggjort, til avisen.

Den Engelske Kanal er den del af Atlanterhavet, der adskiller Storbritannien fra det nordlige Frankrig. Den forbinder Nordsøen med Atlanterhavet og er omkring 240 kilometer på sit bredeste sted og 34 kilometer på sit smalleste sted, Doverstrædet.

Susan Taylor er den ottende person, der mister livet i forsøget på at svømme over kanalen, siden kaptajn Matthew Webb gjorde det første gang i 1875.

Dagens Gossip