Svømmestjerne afviser alkohol-indlæggelse

Skrevet af admin

31/01/2014

Dagens topnyheder

Den australske svømmelegende Ian Thorpe afviser nu, at han i de seneste dage har været indlagt for at blive behandlet for depression og alkoholafhængighed.

Det er en historie i avisen Sydney Daily Telegraph, der har fået Thorpes managere på banen fredag formiddag dansk tid.

Avisen skriver fredag, at familien til den femdobbelte OL-guldvinder skulle have sendt ham på hospitalet til afvænning, efter at han kom til skade ved et fald tidligere på ugen.

- Ian er ikke på afvænning, lyder det fra Thorpes managementfirma SEL ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Ian var på hospitalet for at få foretaget en skulderoperation og er glad for at fortælle sine venner og fans, at han nu er ude af hospitalet og i bedring, lyder det.

Sydney Daily Telegraph citerede fredag Thorpes nære ven, TV-manden Alan Jones, for, at den tidligere svømmer skulle være i alvorlige problemer.

- Ja, det er alvorligt, men der er ikke så meget at tilføje. Ian er en skøn person, men han har svært ved at anerkende sine problemer, siger Alan Jones i avisen.

I dag 31-årige Ian Thorpe forsøgte at gøre comeback i svømmebassinet i 2011 i et forsøg på at kvalificere sig til OL i London året efter, men han var ikke længere hurtig nok til at sikre sig en olympisk billet.

/ritzau/