Svømmeunionen vil have syv kortbanemedaljer ved VM

Skrevet af admin

31/10/2014

Mest læste i dag

Danske svømmere er vant til at komme hjem fra store mesterskaber med en del medaljer, og sådan kommer det også til at gå ved kortbane-VM i december, hvis det står til Dansk Svømmeunion.

Her er målsætningen for mesterskaberne, der svømmes i Doha, at danskerne skal have syv stykker metal med hjem i kufferterne.

- Medaljerne forventes primært at blive svømmet hjem i vores holdkapper for kvinder samt af nogle af de etablerede svømmere, som vi alle kender, siger landstræner Nick Juba.

Han peger her først og fremmest på Rikke Møller Pedersen, Mie Ø. Nielsen og Jeanette Ottesen.

Men også langdistancesvømmerne Mads Glæsner og Lotte Friis spås gode chancer, ligesom EM-guldvinderen i mændenes 200 meter butterfly, Viktor Bromer, også bør kunne blande sig i medaljestriden.

Der er udtaget 15 svømmere til kortbane-VM, herunder også nogle stykker, der egentlig ikke har klaret unionens kvalifikationskrav, men som efterfølgende er udtaget på baggrund af subjektive kriterier og med henblik på OL i Rio i 2016.

Det drejer sig blandt andet om Daniel Skaaning og Sarah Bro.

Ved det seneste kortbane-VM, der foregik i Istanbul for to år siden, blev Danmark den fjerdemest vindende nation med ni medaljer, heraf tre af guld.

/ritzau/