Svømmeunionen vil ikke uddybe Glæsners forbytningsteori

- Han (Mads Glæsner, red.) har begået en dum fejl. Det er altid for dumt at tage noget, man ikke må, siger direktør i Dansk Svømmeunion, Pia Holmen.

Den 24-årige svømmer blev testet positiv for stoffet Levmetamfetamine under VM på kortbane i december 2012. Stoffet findes eksempelvis i den amerikanske - men ikke den danske - udgave af Vicks-inhalatorer, som kan købes i Matas og bruges mod forstoppelse i næsen. Mads Glæsner har selv forklaret til Dansk Svømmeunion, at der ved VM skete en forbytning af netop en amerikansk og dansk Vicks inhalator. De to produkter ligner fysisk hinanden. Pia Holmen vil dog ikke forklare, hvordan Glæsner kunne tage fejl af sin egen og en amerikansk inhalator.

- Mads har givet mig en forklaring på den ombytning. Det er en forklaring, som jeg ikke vil ud i. Det er en plausibel forklaring. Mere kan jeg ikke sige om det.

Hvordan ved du, at det er en plausibel forklaring?

- Det vil jeg ikke fortælle om. Det er en personlig forklaring fra Mads.

Men så vil det vel sige, at andre svømmere tager ulovlige stoffer, når de bruger den amerikanske inhalator?- Det ved jeg ikke. Vi dopingtester svømmere massivt. Om der er andre, der tager det, kan jeg ikke vide noget om, siger Pia Holmen.

Den positive test betyder, at den internationale svømmeunion Fina fredag idømte Mads Glæsner en karantæne på tre måneder samt har frataget ham VM-bronzemedaljen i 400 meter fri. Hele sagen ærgrer Dansk Svømmeunion.

- Vi er selvfølgelig dybt trætte af det. Kede af det. Det er en dum sag, og som idrætsorganisation er det ikke noget vi ligefrem er vandt til. Det er smadderærgerligt og vi er rigtig kede af det, siger Pia Holmen.

Dagens Gossip