Swansea bryder med Laudrups agent

Hvis man troede, at krisen mellem Michael Laudrup og Swansea var ved at brænde ud, så er der i allerhøjeste grad smidt en dunk benzin på bålet igen.

Den normalt velinformerede lokalavis South Wales Evening Post skriver onsdag, at en ny udvikling har forværret forholdet mellem Laudrup-lejren og Swansea.

Ifølge avisens kilder har Swansea meddelt Laudrups mange-årige rådgiver Bayram Tutumlu, at man ikke ønsker at have noget med ham at gøre fremadrettet. Avisen kan fortælle, at Tutumlu havde krævet at få kontrol over samtlige transfers ind og ud af Swansea.

Primært ønskede han at stå i spidsen for forhandlingerne, når og hvis Swanseas største transferobjekt Ashley Williams skulle sælges. Williams har tidligere været sat i forbindelse med Arsenal.

At Swansea kapper alle bånd til Bayram Tutumlu, kan ikke andet end at forværre forholdet mellem Laudrup og Swansea-lejren. I forvejen har Swansea-boss Huw Jenkins været rasende over den måde, Tutumlu har larmet i medierne den seneste tid og luftet Laudrups utilfredshed med manglende indkøb.

Det ligner i den grad et kommende brud mellem Laudrup og Swansea efter blot en enkelt sæson.

Dagens Gossip