Swansea-formand afbryder ferie på grund af Laudrup-kaos

Han var egentlig taget på sommerferie i Portugal. Men efter flere dages rygter om et opgør med Michael Laudrup har Swansea-bossen Huw Jenkins følt sig nødsaget til at handle. I bogstaveligste forstand.

På Swanseas hjemmeside offentliggøres det torsdag aften, at waliserne har købt Real Betis' spanske midtbanespiller, Jose Canas. En nyhed, der følges op af en reaktion på rygterne om et anstrengt forhold til Michael Laudrup.

- Det er skuffende, at jeg er nødt til at reagere på spekulationer om uro i klubben efter den fantastiske sæson, vi har haft, siger Jenkins til Swansea Citys hjemmeside, inden han afviser, at der skulle være kold luft mellem ham og Laudrup. En konflikt, der ifølge sporten.dks oplysninger skulle have ført til et krisemøde tidligt torsdag aften.

- Det er rigtigt, at jeg ikke har siddet ned med vores manager siden den sidste kamp i sæsonen mod Fulham, men det er fordi, vi begge har været på ferie på forskellige tidspunkter. Det betyder ikke, at vi ikke har talt sammen, for jeg har haft mange samtaler med Michael over telefonen, og der har ikke været nogen uenigheder om vores oprindelige transfermål, lyder det.

Som sporten.dk tidligere på dagen kunne berette skal anledningen til Michael Laudrups frustrationer findes i, at Swansea-ledelsen ikke er parat til at betale de lønninger, der kræves for den danske managers ønskespillere. Det drejer sig om løntunge profiler som Iago Aspas, Alvar Negredo og Pierre-Emerick Aubameyang.

Huw Jenkins erkender da også, at lønpolitikken er afgørende for klubben.

- En faktor, der altid har været meget vigtig for os, er, at vi henter spillere, der ønsker at spille for Swansea City af fodboldmæssige årsager. Hvis ikke, søger vi videre, siger bestyrelsesformanden.

 

 

Dagens Gossip