Swansea fyrer også Wieghorst og Larsen

Skrevet af admin

05/02/2014

Dagens topnyheder

Det kommer ikke som det store chok for hverken Morten Wieghorst eller Erik Larsen, at de fra og med i dag står uden arbejde.

Assistenttræneren og scouten er ifølge Premier League-klubben Swanseas hjemmeside blevet afskediget onsdag.

Fyringen følger i kølvandet på Michael Laudrups farvel som manager i klubben. Det var netop Michael Laudrup, der hentede de to danskere til klubben, og derfor var det også ventet, at de ville ryge samme vej som den nu forhenværende manager.

- Jeg møder op for at passe mit arbejde. Det skal jeg jo gøre, men jeg ved jo godt, hvad der skal ske, sagde Morten Wieghorst tidligere på dagen til Politiken.

Også den fysiske træner Oscar García, som har arbejdet under Laudrup i Getafe og Spartak Moskva, har onsdag fået besked på, at han ikke behøver møde på arbejde længere.

/ritzau/