Swansea vil holde på Laudrup

Michael Laudrup skal ikke bare blive i Swansea i hele sin kontraktperiode, der udløber næste sommer.

Manageren bør også forlænge opholdet i Premier League-klubben med yderligere 12 måneder, mener Swanseas bestyrelsesformand, Huw Jenkins.

- Jeg mener, at det er det rigtige for os og Michael at sørge for, hvis det er muligt, at han får to sæsoner efter denne, siger Huw Jenkins til avisen This is South Wales.

- Det her er første skridt. Det vil give os lidt stabilitet, og det vil ligeledes give sikkerhed, når der kommer spillere til klubben til sommer, siger bestyrelsesformanden.

Huw Jenkins accepterer samtidig, at Swansea kan blive en mellemstation for Michael Laudrup, akkurat som klubben var det for den nuværende Liverpool-manager, Brendan Rodgers.

- Den måde, vi gør tingene på, gør os meget attraktive for større klubber, hvad enten vi taler om spillere ellers managere. Det må vi acceptere, siger Huw Jenkins.

Michael Laudrup tiltrådte sidste sommer i Swansea, som han har ført frem til en foreløbig ottendeplads i Premier League.

Klubben er desuden nået helt frem til finalen i Capital One Cuppen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV