Swift forsvarer sig mod nazi-Barbie-hån

Taylor Swift blev for nylig mål for et noget usædvanligt skældsord.

Den åbenmundede kritiker Camille Paglia kaldte "Shake It Off"-sangerinden for en "nazi-Barbie" på grund af Swifts vane med at vise sin smukke, unge vennegruppe frem på scenen.

Swifts såkaldte "girl squad" tæller et stort antal af sangerindens veninder, som dukker op alle steder, sangerinden befinder sig - på scenen, på den røde løber eller på sociale medier som Instagram.

- I vores moderne æra med uafhængighed i joblivet kan pigegrupper hjælpe kvinder med at avancere, hvis de undgår at fremstå fjollede og regressive som Swifts fnisende, tungerækkende og krammende vennegruppe. Swift burde pensionere den klamme nazi-Barbie vane med at hive venner og kendte med som rekvisitter på scenen, skrev 68-årige Paglia i The Hollywood Reporter.

Men nu tager Taylor Swift til genmæle over for Paglia, for Swift mener, at det er helt naturligt at fremhæve dem, der har støttet hende.

- Det ville være underligt ikke at inkludere mine venner. Det er de mennesker, der hjalp mig med at komme så langt, at jeg kunne lave det her album (1989, red.). Vi har nogle fantastiske minder fra denne tur, siger sangerinden ifølge The Guardian.

Taylor Swift tilføjer også, at det er en af de eneste måder, vennerne kan samles på.

- Mine venner ville flyve til koncerten, og så kunne vi alle sammen være det samme sted. Det blev faktisk en måde for os at mødes, når vi alle sammen havde det utroligt travlt, forsvarer den syvdobbelte Grammy-vinder sig.

Det er især kvindelige stjerner som sangerinden Selena Gomez og modellen og skuespilleren Cara Delevingne, som Swift tit bliver set med.

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip

Dagens TV