Sydafrika flytter næsehorn væk fra krybskytter

Skrevet af admin

22/01/2015

Dagens topnyheder

Myndighederne i Sydafrika meddeler, at de har flyttet omkring 100 næsehorn til uspecificerede nabolande for at redde dyrene fra at blive skudt at krybskytter, der skærer dyrenes horn af for at sælge dem.

Sydafrika er hjem for omkring 80 procent af alle næsehorn, men Sydafrika er også centrum for krybskytternes jagt på dyrenes horn.

Og torsdag kom endnu en nedslående opgørelse over krybskytternes succes.

I 2014 dræbte krybskytter rekordmange næsehorn i Sydafrika, nemlig 1215 dyr. Det er omkring 20 procent flere end i 2013.

I år var der frem til torsdag dræbt 49 næsehorn, altså mere end to om dagen.

Tilbage i august meddelte den store dyrepark Kruger National Park, at den havde planer om at flytte næsehorn til Sydafrikas nabolande i et forsøg på at dæmme op for krybskytternes hærgen.

Omkring to tredjedele af alle de dræbte næsehorn er skudt i Kruger, der er nogenlunde på størrelse med Jylland.

Det vides ikke, hvilke lande der har taget imod de omkring 100 næsehorn. Edna Molewa, der er miljøminister, siger, at landene af sikkerhedsårsager ikke bliver offentliggjort.

Kendere af situationen har tidligere sagt, at Botswana, der har store landområder, som er tyndt befolkede og svære at bevæge sig rundt i, kan være en god tumleplads for næsehorn.

Miljøminister Molewa siger, at det er planen, at yderligere 200 næsehorn skal flyttes fra Kruger i løbet af i år.

Sydafrika har omkring 20.000 næsehorn, og heraf lever anslået 9000 i Kruger.

Næsehorn bliver dræbt, fordi der er et marked for deres horn i Asien, hvor knust horn blandt andet bruges som traditionel medicin.

Der har før været rapporter om, at der står organiserede kriminelle bander bag meget af den ulovlige nedskydning af dyrene. Krybskytterne har moderne våben og teknik samt helikoptere.

Det er strengt forbudt at sælge horn fra næsehorn. Dyreværnsfolk anslår, at et kilo horn kan indbringe 65.000 dollar, over 400.000 kroner - i den ulovlige handel.

/ritzau/