Sydafrikas parlament skal diskutere rigsretssag mod Zuma

Skrevet af admin

05/04/2016

Dagens topnyheder

Parlamentet i Sydafrika skal senere tirsdag diskutere en eventuel rigsretssag mod præsident Jacob Zuma.

Det sker, efter at landets forfatningsdomstol i sidste uge slog fast, at Zuma har overtrådt forfatningen ved at bruge millioner af skattekroner på at udbygge sit private landsted.

Det vil dog næppe komme så langt som til en rigsretssag, skriver nyhedsbureauet AFP.

Zumas parti, African National Congress (ANC), sidder nemlig på et overvældende flertal af pladserne i parlamentet, og en rigsretssag kræver, at to tredjedele af medlemmerne stemmer for.

Torsdag i sidste uge afgjorde Sydafrikas forfatningsdomstol, at præsidenten skal tilbagebetale nogle af de mange millioner dollar, han har brugt af skatteydernes penge på at udbygge sit private hjem.

I sin begrundelse sagde dommer Mogoeng Mogoeng blandt andet, at Zuma har "fejlet i at opretholde, forsvare og respektere forfatningen som den øverste lov i landet".

Zuma har ifølge beregninger fra 2014 brugt 24 millioner dollar - svarende til cirka 158 millioner kroner - på ombygge sit landsted. Blandt andet har han fået bygget en swimmingpool, en hønsegård, en indhegning til kvæg og et amfiteater.

Oppositionen i Sydafrika kræver, at Zuma går af. Den kalder ombygningen af præsidentens landsted for overdådig og ødsel.

- Præsident Jacob Zumas handling er en alvorlig overtrædelse af forfatningen og giver grundlag for en rigsretssag, udtalte Den Demokratiske Alliance, der er Sydafrikas største oppositionsparti, i fredags.

Samme dag fastslog Zuma på nationalt tv, at han respekterer dommen. Den 73-årige leder viste dog ingen tegn på, at han har tænkt sig at trække sig fra præsidentposten.

/ritzau/