Sydamerikanske fodboldbosser kræves udelukket på livstid

Skrevet af admin

18/02/2016

Dagens topnyheder

Den etiske komité i Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, anbefaler karantæner på livstid til to af de tidligere topbosser i sydamerikansk fodbold.

Fifa ønsker at straffe to tidligere vicepræsidenter i Det Sydamerikanske Fodboldforbund, Conmebol. Det drejer sig om 56-årige Luis Bedoya og 36-årige Sergio Jadue.

Bedoya er tidligere medlem af Fifas eksekutive komité samt præsident i det colombianske fodboldforbund indtil oktober sidste år. Jadue har en fortid som præsident for det nationale fodboldforbund i Chile.

Den etiske komités anbefaling sker på baggrund af korruption og bestikkelse, som de to bosser har indrømmet, og anbefalingen er givet videre til den øverste dømmende magt i komitéen, hvor Hans-Joachim Eckert er leder.

Både Bedoya og Jadue har ifølge Fifa brudt regler om loyalitet, samarbejde samt verdensforbundets etiske kodeks.

En eventuel udelukkelse af de to sydamerikanere vil indebære alle fodboldrelaterede aktiviteter.

/ritzau/