Sydbank: Ny rekord for ferievaluta i automaten

Sydbank kan nu melde om en markant stigning i antallet af euro-ekspeditioner i deres pengeautomater.

- I forhold til andet halvår af 2012 er antallet af euro-ekspeditioner i Sydbanks pengeautomater i andet halvår af 2013 steget med 45 procent, siger afdelingsleder Malene Morsing fra Sydbanks Betalingsformidling, der har ansvaret for bankens automater.

Euro døgnet rundt

Hun ser den drastiske udvikling som et tegn på, at danskerne gerne vil kunne købe euro uafhængigt af filialernes åbningstid.

- Står man og mangler euro aftenen før afgangen til Østrig eller Italien, er det altså bare at tage en tur til automaten.

At det er hurtigt og nemt at købe euro i automaten, har gjort, at folk typisk køber færre euro ad gangen, nemlig gennemsnitligt 240 euro nu mod 325 euro, da ferievalutaen stadigvæk skulle købes inde i filialerne.

- Før købte man lidt ekstra for at være på den sikre side. Nu kan man når som helst gå i automaten og købe flere, siger Malene Morsing, der ser det som et ekstra plus, at man ikke behøver at have så mange kontanter på lommen.

Både kort og kontanter

Sydbank anbefaler altid kunderne at have to kort med, fx Visa/Dankort og MasterCard, når turen går til udlandet.

- Men interessen for kontante euro tyder på, at man godt vil betale de mindre beløb, fx kaffen på toppen af bjerget, med kontanter. Og så er man også sikret, hvis det et afsides liggende sted ikke skulle være muligt at betale med kort, lyder det fra Malene Morsing.

Dagens Gossip