Sydbank: Penge nok at låne for firmaer

De danske virksomheder kan få de lån, de gerne vil have til at finansiere deres vækst. Lige nu og her er der ingen kreditklemme i den danske økonomi. Sådan lyder konklusionen fra Sydbank i en ny analyse.

Sydbank har sammenholdt tal fra Danmarks Statistik og Danmarks Nationalbank. Og bundlinjen er ifølge Sydbank, at virksomhederne har brug for færre lån, og det er hovedårsagen til, at bankernes udlån til erhverv er faldet kraftigt.

Sydbank tager udgangspunkt i tal fra Danmarks Statistik, der viser, at flere virksomheder angiver manglende efterspørgsel som en bremse på deres vækst. Andelen af virksomheder, som peger på finansieringen som en stopklods, er mindre. I servicesektoren er det omkring 15 pct. af virksomhederne, der har problemer med at få nok penge i kassen til at øge deres vækst. De tilsvarende tal for henholdsvis bygge- og anlæg samt industrien er på fem pct. og to pct.

»Meget få virksomheder oplever en finansiel begrænsning. Det er ikke det, virksomhederne ser som det største problem. Dermed ikke være sagt, at der ikke kan være specifikke sektorer, hvor der kan være problemer. Det kan dreje sig om ejendomme og landbrug, som godt kan opleve det som sværere at få kredit,« siger makroøkonom i Sydbank Peter Bojsen Jakobsen, der erkender, at bankernes udlån til erhvervslivet er dykket med hele 29 pct., siden finanskrisen brød ud. Realkreditudlånet til virksomhederne er i samme periode kun gået ned med fem pct.

Dårligere konjunkturer er en del af forklaringen på de færre lån, men ikke det hele, mener Peter Bojsen Jakobsen.

»Bankernes kreditpolitik er blevet strammet siden krisen, men det har nok været nødvendigt. Siden starten virker det, som om den har været stort set uændret,« siger Peter Bojsen Jakobsen.

Delte meninger

Gennem den senere tid har der været stor fokus på, om bankerne har strammet for hårdt op i deres lyst til at låne ud. I givet fald kan det være med til at lægge en kraftig dæmper på fremgangen i den danske økonomi.

Definitionen på en kreditklemme er groft sagt, at bankerne ikke har mulighed for at finansiere projekter i virksomhederne, der ellers vil give overskud.

Både Dansk Erhverv, Dansk Industri og Håndværksrådet har over flere omgange spurgt deres medlemmer, om de oplever mangel på lån og finansiering som en spændetrøje for virksomheden. Resultaterne er blandede.

DI er mest positiv over for bankerne. Deres seneste undersøgelse viser, at finansieringsklimaet for de små og mellemstore virksomheder her i sommer er det bedste i mere end to år. Både Dansk Erhverv og Håndværksrådet er betydeligt mere negative.

»Vi ser et stort problem i, at virksomhederne ikke kan opnå den ønskede finansiering i øjeblikket. De projekter, der ligger i skufferne, er gode nok, men rigtig mange virksomheder har svært ved at låne til dem,« siger cheføkonom i Håndværksrådet Jacob Thiel, der dog ikke vil bruge begrebet kreditklemme, men mere se på, hvordan det går for erhvervslivet med at få de nødvendige lån i bankerne.

 

Dagens Gossip