Sydbank skal spænde livremmen ind og øge indtjeningen

Skrevet af admin

27/10/2015

Dagens topnyheder

Den ventede strategiplan i Sydbank betyder, at der skal spares 150 millioner kroner over de næste tre år, og samtidig skal banken tjene flere penge.

Sydbank skal reducere omkostninger med 50 millioner kroner om året i 2016-2018 som en del af den nye strategiplan, Blå Vækst. Det oplyser banken i en meddelelse.

Det skal blandt andet ske ved, at banken får færre medarbejdere og færre filialer, lyder det i meddelelsen, men ifølge Ritzaus oplysninger bliver der dog ikke tale om fyringer.

Ud over, at der skal spares, skal Sydbank samtidig øge basisindtjeningen med minimum 50 millioner kroner hvert år. Desuden skal egenkapitalforrentningen være på minimum 12 procent efter skat.

Ifølge Sydbanks administrerende direktør, Karen Frøsig, skal strategiplanen sikre fortsat fremgang i banken.

- Blå vækst er en ambitiøs strategi, der skal sikre, at Sydbank fortsætter den positive udvikling, vi er inde i. Vi vil med afsæt i vores høje kundetilfredshed levere dygtigt, solidt og lønsomt bankhåndværk med kunden i centrum, siger Karen Frøsig i meddelelsen.

Den nye strategi bliver præsenteret i forbindelse med bankens regnskab for tredje kvartal.

Her må Sydbank nedjustere forventningerne til årets indtjening. Det skyldes "fortsat stor konkurrence og det negative rentemiljø på trods af stigende bankudlån", lyder det.

Banken venter nu, at basisindtjening og handelsindtjening vil lande "uændret" i forhold til 2014. Tidligere ventede Sydbank, at basisindtjeningen i 2015 ville være svagt stigende, og at handelsindtjeningen vil være stigende.

Sydbank kom ud af årets første ni måneder med et resultat før skat på lidt mere end en milliard kroner. Basisindtjeningen landede på knap 3,3 milliarder kroner, hvilket ifølge Sydbank er to procent mere end samme periode sidste år og historisk højt.

- Vi leverer et solidt regnskab for 1.-3. kvartal, og det er vi tilfredse med, siger Karen Frøsig i en kommentar til regnskabet.

- Vi viser udlånsvækst for 7. kvartal i træk, men er særligt tilfredse med, at nedskrivningerne fortsætter den positive tendens, vi har set siden begyndelsen af 2014, tilføjer topchefen.

Bankens nedskrivninger på udlån er faldet 51 procent i forhold til samme periode i 2014 og lander på 272 millioner kroner.

/ritzau/