Syddanske kvinder vil gerne tjekkes for brystkræft

Flere end ni ud af ti af de syddanske kvinder, der var inviteret til at blive tjekket for brystkræft, tog imod tilbuddet i den anden nationale screeningsrunde, som nu er gennemført.

Dermed er de syddanske kvinder de flittigste til at møde op til mammografiscreening sammenlignet med kvinderne i de fire øvrige regioner.

Helt præcis mødte 91,9 procent af de inviterede syddanske kvinder op til undersøgelse, mens det kun er 81,0 på landsplan. Det fremgår af 2012-årsrapporten om brystkræftscreening i Danmark, som regionsrådsmedllemerne blev orienteret om på regionsrådsmødet i dag.

- Den høje deltagerprocent i Region Syddanmark, tror jeg, hænger sammen med den måde, vi har organiseret sceeningstilbuddet på. Vi har fire busser, som kører rundt til 20 byer i regionen. Det betyder, at uanset hvor man bor i regionen, er der ikke langt til en screeningsbus. Nu ved jeg ikke præcist, hvordan man har organiseret det i andre regioner, men mig bekendt er der ingen andre regioner, der har så decentralt et tilbud, siger Poul-Erik Svendsen (S), der er sundhedsudvalgsformand i regionen.

Brystkræftscreening blev i 2007 indført som et tilbud til alle danske kvinder mellem 50 og 69 år, og anden screeningsrunde er netop afsluttet. I Syddanmark blev anden runde gennemført mellem august 2010 og juni 2012.

Der i alt 155.202 kvinder i målgruppen i Syddanmark. Af dem blev 139.206 inviteret til at blive screenet og 127.885 tog altså imod tilbuddet. Når ikke alle kvinder i målgruppen er blevet inviteret, handler det om, at nogle kvinder på forhånd har takket nej til tilbuddet.

- For kvinder i den aldersgruppe, hvor de tilbydes screening, vil vi gerne gøre opmærksom på, at det aldrig er for sent at blive screenet. Hvis man i en periode ikke har deltaget og ønsker at være med igen, kan man altid henvende sig til Mammograficentret i Odense og blive meldt til igen - vi vil gerne have deltagerprocenten endnu højere op, siger Poul-Erik Svendsen.

I første screeningsrunde blev 86,6 procent af de inviterede syddanske kvinder undersøgt for brystkræft.

I dag modtagerne kvinderne en invitation med et fast tidspunkt til en undersøgelse, men regionen arbejder på at udvikle et system, så kvinderne selv kan booke en tid online.

- Det har været et ønske, at man selv kan booke og ombooke undersøgelsestider. I dag bliver man inviteret til en undersøgelse i nærheden af sin bopæl. For nogle er det mere praktisk at blive undersøgt i nærheden af arbejdspladsen. Vi går nu i gang med at undersøge om vi kan opbygge et system, hvor man selv kan booke tid og sted, siger Poul-Erik Svendsen.

Dagens Gossip

Dagens TV