Syddanske læger vil bryde med det offentlige

Ved en vejledende afstemning onsdag aften har et flertal på 96 procent af de praktiserende læger i Region Syddanmark stemt for at aflevere deres ydernumre og dermed bryde med den offentlige sygesikring i protest mod lovforslaget.

»Man er i færd med at tage livet af den model, vi har kendt i generationer, hvor de privatpraktiserende læger bestemmer over deres egen praksis og efterkommer patienternes behov,« siger formanden for Praktiserende Lægers Organisation i Syddanmark, Helle Aarenstrup Jensen.

Hun erkender, at der er tale om en drastisk reaktion, som kan få alvorlige konsekvenser for lægernes patienter.

»Men efter en lang debat, hvor argumenter blev vendt grundigt, må vi konkludere, at vi ikke kan leve med, at vi ikke længere skal være en ligeværdig aftalepart. Det giver ikke mening at drive klinik på privat basis uden indflydelse på vores opgaver og hvordan de skal løses,« siger lægeformanden, der håber, at patienterne har forståelse for lægernes tiltag.

»Vores budskab er, at vi gerne vil være privatpraktiserende læger og som sådan en gennemgående figur i vores patienters liv. Vi har investeret i vores klinikker og arbejder engageret. Det er slut med familielæger, hvis man vælger en anden model med vekslende læger i lægepraksisserne,« siger Helle Aarenstrup Jensen.

Ved lignede afstemninger i Region Sjælland og Region Hovedstaden har massive flertal ligeledes stemt for at aflevere ydernumrene i protest.

Dagens Gossip