»Sydfyn Style« kan koste kommuner kassen

Borgmestrenes dans og sang i videoen »Sydfyn Style« falder ikke i pladeselskabet Universal Musics smag, og pladeselskabet forlanger derfor i alt 240.000 kroner for brud på ophavsretten, skriver Fyns Amts Avis.

Dennis Ploug, der er konsulent ved Universal Music, mener ifølge avisen, at borgmestrene laver et partipolitisk fremstød forud for det kommende kommunalvalg.

»Vi tror på, at borgmestrene ikke har gjort det her i en dårlig mening, men at det var en fejl. Vi har givet dem en betalingsfrist til på fredag, og hvis de ikke betaler inden der, så bliver det en reel sag om krænkelse, og så bliver beløbet et helt andet,« siger Dennis Ploug til Fyns Amts Avis.

Pladeselskabet betragter bruddet på ophavsretten som værende af en særlig krænkende karakter, som når der anvendes musik i reklamer for stoffer, tobak og alkohol.

Derfor er de fire kommuner - Svendborg, Ærø, Faaborg-Midtfyn og Langeland - blevet mødt med et krav om betaling på 60.000 kroner hver.

Svendborg Kommune mener ikke, at den skal betale, men henviser i stedet til Fremtidsfabrikken, som har produceret filmen. Her erkender projektleder Susanne Aagaard, at Fremtidsfabrikken har et ansvar. Men hun mener samtidig, at Universal Musics krav er urimeligt.

»De vil have penge for fire krænkelser, men der er jo kun begået en. De har bare set deres snit til at score kassen og gange regningen med fire,« siger hun til Fyns Amts Avis.

Dagens Gossip