Sydkorea beskylder Nordkorea for hackerangreb

Stridighederne fortsætter på den koreanske halvø.

Mens Nordkorea opfordrer udlændinge i Sydkorea at iværksætte evakueringer på grund af en mulig atomkrig, beskylder Sydkorea nu nord for at stå bag en stribe hackerangreb i sidste måned, som lammede sydkoreanske storbanker og tv-stationers computernetværk.

- Det var et bevidst og veltilrettelagt hackerangreb udført af Nordkorea, siger en talsmand for de sydkoreanske myndigheder.

Hackerangrebet er angiveligt blevet sporet tilbage til seks computere i Nordkorea, og ifølge efterforskerne findes der beviser for, at angrebet var planlagt af en enhed fra det nordkoreanske militær.

Angrebet udløste en virus, der satte serverne hos tre tv-stationer og tre store banker helt eller delvist ud af drift. Den ondsindede virus "smittede" omkring 48.000 computere. Ifølge embedsmændene havde Nordkorea planlagt hackerangrebet siden juni.

Talsmand for Ministeriet for Videnskab og Fremtidig Planlægning i Sydkorea Lee Seung-Won siger, at ministeriet har planer om at holde et møde om internetsikkerhed på torsdag.

Mødet vil blive ledet af chefen for landets efterretningstjeneste, og mindst 15 repræsentanter fra regeringen vil deltage.

Nordkorea menes at have stået bag to lignende forbrydelser i 2009 og 2011. Her var angrebene rettet mod sydkoreanske regeringsorganer og finansielle institutioner, og landets kontant-netværk brød sammen.

Sydkoreanske medier skriver, at Nordkorea har et stort mandskab på omkring 3000 håndplukkede personer ansat til at udføre "cyberangreb".

/ritzau/dpa

Dagens Gossip

Dagens TV