Sydkorea hjemkalder alle fra industrizone

Endnu en gang er der opstået iskold luft mellem Sydkorea og Nordkorea.

Fredag annoncerer Sydkorea, at det trækker alle sine medarbejdere ud af industrizonen Kaesong, som den driver sammen med Nordkorea. Det siger sydkoreansk minister ifølge Reuters.

- Regeringen har besluttet at trække sine medarbejdere hjem for deres egen sikkerheds skyld. Vores medarbejdere oplever større vanskeligheder i kølvandet på Nordkoreas uretfærdige behandlinger, siger Ryoo Kihl-Jae, der er minister i Sydkorea.

Det anslås, at Sydkorea har omkring 175 medarbejdere i industrizonen. Tidligere har det været fremme, at Sydkorea inden længe ville trække sine medarbejdere ud af zonen, da de så småt er ved at løbe tør for medicin, mad og drikke.

Siden 3. april har Nordkorea nemlig forhindret at lukke friske forsyninger ind i industrizonen, der ligger 10 kilometer inde i Nordkorea.

Tilbagetrækningen sker efter, at Nordkorea har nægtet at tage imod den håndsrækning, som Sydkorea kom med torsdag. Det sydkoreanske forslag gik ud på at forhandle om den omtalte industrizone, som Nordkorea har holdt lukket i flere uger.

Ifølge tv-stationen BBC har Sydkorea givet Nordkorea 24 timer til at svare på forslaget.

- Hvis Nordkorea siger nej til forslaget, vil vi skride til alvorlige handlinger, lyder det fra en talsmand for den sydkoreanske regering.

Det sydkoreanske styre nægter dog at komme nærmere ind på, hvilke konsekvenser det vil have.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, er orienteret om Sydkoreas forhandlingstilbud, og han håber "inderligt, at industrizonen hurtigst muligt vil vende tilbage til normal tilstand", sagde en FN-talsmand torsdag.

Industrizonen blev oprettet i 2004, og er et symbol på samarbejde på tværs af grænsen.

Nordkorea har ellers altid været omhyggelig med ikke at lade stridigheder mellem de to lande gå ud over den vigtige frihandelszone, for den skaffer det trængte kommunistiske land hård valuta, som det har svært ved at skaffe sig på anden måde.

Flere end 50.000 nordkoreanere arbejder på fabrikker i Kaesong-komplekset, hvor omkring 123 firmaer fra Sydkorea har etableret sig. Men Nordkorea har trukket sine arbejdere hjem på grund af krisen på den koreanske halvø.

Styret i Pyongyang har den seneste tid optrappet sine trusler mod fjenderne i Sydkorea samt USA.

Nordkorea har blandt andet sagt, at landet er i en "krigstilstand" med Sydkorea, selvom de to lande teknisk set aldrig har sluttet fred siden Koreakrigen, som endte med en våbenhvileaftale. Desuden truer nordkoreanerne med atomangreb mod USA.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip